“Det nordiske” handler ikke længere om landskab og poetisk dybde, men om forankring i en global kunstverden, hvor det regionale konstant er til forhandling, fastslog seminaret Ny nordisk position? under Supermarket i Stockholm.
Året er 1986. I det nordiske kunsttidsskrift Siksi skriver den norske kunstner Jan Groth: “Mine forudsætninger er nordiske, en blanding af det dramatiske og lyriske, det monumentale og intime, det er en komprimering af følelsen.”
Denne romantiske og senmodernistiske tilgang til Det nordiske skulle senere blive afmonteret i den postmoderne samtidskunst, og ti år senere i samme tidsskrift skriver den svenske kurator, kritiker og daværende redaktør for Siksi, John Peter Nilsson, således om tidsskrfitets identitet som nordisk kunstplatform: “Det er et mobilt tidsskrift, nomadisk, Siksi repræsenterer verden i et nordisk perspektiv, men også Det nordiske i et verdens-perspektiv. Efter kommunismens kollaps, har de nordiske lande fundet nye naboer og måske er det nu på tide at dekonstruere tanken om en nordisk identitet.”
Det er dette generelle opgør, der indleder debatten under Supermarket i Stockholm i år, hvor Det nordiske er til fornyet diskussion. For hvilken betydning har Det nordiske overhovedet idag, og har det stadig en rolle at spille som platform? Mikkel Bogh, rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, Stina Högkvist, kurator for Momentum-biennalen i Oslo og John Peter Nilsson, kritiker og redaktør for de tidligere nordiske tidsskrifter NU og Siksi ser både tilbage og lidt frem i et forsøg på at redefinere et nordisk perspektiv.
Samtidskunsten fødes – det nordiske ofres
Men først lidt om opgøret. Jonas Ekeberg, redaktør for nettidsskrfitet kunstkritikk.no forklarer det således: “Opgøret med Det nordiske peger på en generel styrkning af kunstscenen i 90erne, hvor en fuldt moden nordisk samtidskunstscene fødes. Fokusset er her på internationaliseringen, hvilket de nordiske institutioner, der etableres i den tid, også er eksempler på,” indleder han.
Sammen med Siksi var institutioner som Nifca (Nordic Institute for Contemporary Art) og IASPIS (International Artists Studio Program In Sweden) i følge ham eksempler på denne internationale vending, hvor institutionerne agerer springbræt for den nordiske kunsts adoption til den internationale kunstscene.
Det nordiske er i dag er altså en afryddet grund, en tom byggeplads, en platform uden indhold – et begreb der for kunstens vedkommende er modent til redefinering.
Norden og verden
John Peter Nilsson var en væsentlig del af disse processer fra starten af, og har derfor funderet en del gennem årene over det “det nordiske” som begreb: “Som redaktør af Siksi – The Nordic Art Review i slutningen af 90erne var jeg meget i tvivl. ‘Det nordiske’? Hvad skulle vi med det i en tid, hvor alle tog til New York og skulle være en del af den internationale familie.”
Men ifølge Nilsson bibringer internationaliseringen og opløsningen af den nationale forankring også en tomhed. Men én af reaktionerne var netop en retur til det nationale og identiteten, men denne gang i kritisk form i en “transavantgardisme”.
“Det blev en åbning også for at søge ny mening via Det nordiske, at behandle det regionale i dialog med omverdenen. Kunstnere som finske Esko Männiko behandler for eksempel i den tid mennesket, ensonmheden, rodløsheden, melankolien i nærmest karikeret form,” forklarer Nilsson.
Som redaktør af Siksi var ambitionen at skabe dialog mellem aktørerne på kunstcenen nord for Berlin, men også at etablere en faglig dialog med resten af verdenen.
Nordisk modsvar
“Men der skete det i 90erne, også da vi lancerede NU: The Nordic Art Review i 1999, at de fleste kunstnere slet ikke var interesseret i at blive betegnet som svenske eller nordiske.”
“Men for mig er det altså stadig vigtigt, at man kan se eller erfare, hvor en kunstner udtaler sig fra, også selvom McDonalds findes overalt i verden. Min kritiske dialog med kunsten handler netop om at undvige en global anonymitet, og der findes jo en problemstilling ved siden af naturen og de nordiske klichéer, der peger på de politiske og ideologiske dimensioner, som jeg synes er interessante og vigtige i en nordisk sammenhæng. Især som modkraft til de politiske motivationer omkring kulturarv, indvandrerpolitik og lignende hyperrationaliserede og indskrænkende tendenser, hvor vi som nordiske lande fremhæver vor unicitet; den mørke og fortiede side af det nordiske. ”
Det ikke-nordiske mirakel
Mikkel Bogh, rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, nikker genkendende til den udvikling John Peter Nilsson beskriver.
“Det nordiske mirakel (Hans Ulrich Obrists term fra 1998) handlede egentlig om en nordisk kunstscene som viste sig ikke at være baseret på noget særligt nordisk. Det var den nordiske kunsts internationale debut som eksportvare. Og således sejrede Det nordiske sig selv ihjel,” understreger han.
Det nordiske var således ikke nordisk, og den tendens har vi kun set forstærket siden da.
“I løbet af 00erne har der været nordisk tomhed uden nogen generationsmæssig sammenhæng, samtidig med at kunstnerne har været mindst lige så ineterssante og markante som i 80erne og 90erne. Vi kan blot konstatere, at der er tale om en anden form for orientering i dag. Det er en anden form for kunstscene man i det hele taget træder ud på. Siden 90erne har mange af de danske kunstnere i det hele taget modarbejdet en særlig tilknytning til Det nordiske. Det var en global sammenhæng man arbejdede i, og kunstnernes baser var fordelt imellem flere lande og primært uden for Danmark,” forklarer Bogh.
En styrket debat
Han vender også blikket mod noget så lavpraktisk som boligpriser. Realiteten er at 20 af de nuværende studerende på akademiet i København er bosiddende i Berlin og pendler mellem de to byer, fordi de ikke har råd til at bo i København. Noget, der er med til at svække en kunstscenes intensive miljø markant.
“Man kan tro, at jeg mener, at en ny nordisk position ikke er mulig og sprængt i globaliseringens navn. Det mener jeg sådan set også vi kan aflæse tendenser på, uden at vi behøver at lægge noget negativt i det. Jeg vil dog også mene, at Det nordiske kan eksistere som en stærk samarbejdsplatform, også fordi vi har en stærk tradition for gode institutioner, en kvalificeret diskurs og diskussion om samtidskunst. Det er her, jeg kan se, at også nettidsskrifterne har et potentiale. Ikke et udfoldet potentiale dog, da det der tegner en kvalificeret diskurs er en stærk kritisk praksis, som må gøre op med den paradoksale berøringsangst og rygklapperi, som har præget kunstkritikken gennem de sidste 10-15 år,” lyder den endelige opfordring fra Bogh.
Det nordiske savn
For Stina Högkvist, kurator for Momentum-biennalen i Oslo, og en af de mange kunstfaglige svenskere, der arbejder i Norge, er Det nordiske idag både et problem og en mangel. Et problem, fordi Det nordiske i sin natur kan virke ekskluderende og hurtigt kan få karakter af en national ideologi med reference til en unik natur og poesi. En mangel, fordi orienteringen om og mellem de nordiske lande er med til at øge kendskabet til de kunstneriske naboer og styrke nordens position i en international sammenhæng.
Derfor var det også en tiltrængt begivenhed for Högkvist, da det nordiske kunsttidsskrift NU udkom i 1999.
“Med NU blev det regionale løftet op på et internationalt niveau, og når det nordiske kontekstualiseredes, fik man en forståelse for nabolandenes kunstscener. Jeg vil endda påstå, at med NU fik den nordiske kunstscene ny selvtillid. Pludselig blev vi klar over at kunstscenen havde et indhold, som var værd at lancere,” forklarer Högkvist om den tid.
Senere skulle hun få det udfordrende hverv at kuratere Momentum i Oslo i 2009 – en biennale for nordisk samtidskunst sammen med Lina Dzuverovic.
I fortidens nordiske spor
“Vi ville gå imod den internationale, globale trend og skabe noget så utrendigt som en nordisk biennale. Vi var ikke på jagt efter den nordiske identitet. Det var gjort så mange gange før og vi ville ikke fortsætte i samme optrampede spor. Det var snarere et forsøg på en geografisk kortlægning af de forskellige nordiske kunstscener,” forklarer Högkvist. Men tiltrods for at der ikke var tale om nordisk tematisk udstilling, var det netop dette kritikerne søgte.
“De behøvede noget at kategorisere efter, og når Det nordiske skulle klassificeres skete det gennem den traditionelle naturmystik. At flere af værkerne indeholdte dyr og natur så de fleste som et nordisk træk. Mystikken var den anden tendens, som de drog frem. Om dette var en del af en større international kunsttrend eller et genopstået nordisk fænomen var der ingen, der svarede på,” forklarer Högkvist. Hun mener også, at den søgen er helt misforstået set fra kunstnernes side. Det var netop denne eksotiske regionalisering, som de nordiske kunstnere søgte væk fra i 90’erne.
“De vil ikke regionaliseras, men vise at de er på et ligeså højt kunstnerisk niveau som resten af kunstverdenen,” pointere hun.
Om deltagarna:
John Peter Nilsson (f. 1952) har siden 2004 været kurator på Moderna Museet i Stockholm. Han er tidligere chefredaktør for Siksi, The Nordic Art Review mellem 1996 – 1999 og NU: The Nordic Art Review mellem 1999 – 2002. Mellem 1986 – 2004 skrev John Peter Nilsson også kunstkritik i Aftonbladet og fungerede som freelance kurator blandt andet for den Nordiske Pavillion på Venedigbiennalen, 1999. I foråret 2006 var han medkurator (sammen med Magdalena Malm) for Modernautställningen 2006, en skitsering af den svenske samtidskunst med 49 kunstnere på Moderna Museet.
Mikkel Bogh (f. 1963) er rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Han er uddannet kunsthistoriker, tidligere ansat som lektor i Moderne Kultur ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Har publiceret en række artikler og katalogtekster om dansk og international samtidskunst og ældre kunst. Har siden slutningen af 1980’erne virket som underviser, kunstkritiker, kurator og forsker. Bogh er redaktør af kunstmagasinet Sum, som udgives af Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Stina Högkvist (f. 1972) er kurator ved Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Oslo, Afdeling for samtidskunst. Hun var i 2009 kurator for Favoured Nations, hovedudstillingen for Momentum – Nordisk biennale for samtidskunst (sammen med Lina Dzuverovic) og for Hypocrisy: the site specificity of morality (med Koyo Kouoh). Högkvist er uddannet som kunsthistoriker ved universitetet i Uppsala og som kurator ved Konstfack i Stockholm. Hun har drevet det ambulante galleri Simon Says med Marianne Zamecznik.
Matthias Hvass Borello (text och foto)