Den nordiske kultur og den historiske relation til det socialdemokratiske hverdagsliv ligger til grund for en særlig intimitet i ”den nordiske videokunst”, mener den italienske kunsthistoriker Lorella Scacco. Hun udgav for nylig bogen Northwave – A Survey of Video Art in Nordic Countries.
Vi er i midten af 2006. Italienske Lorella Scacco, kunsthistoriker og kurator med en dagligdag i Rom, havde i lang tid fulgt den nordiske kunstscene og fik lyst til at beskrive de indtryk og ideer hun havde fået i mødet med den nordiske samtidskunst fra slutningen af 90’erne. Det er nu endt med oversigtsværket Northwave – A Survey of Video Art in Nordic Countries. En præsentation af 28 markante videokunstnere i de nordiske lande gennem de sidste tyve år og med introduktioner til 26 yngre navne på scenen.
”Jeg overvejede hvilket felt jeg skulle fokusere på, og kuraterede samtidig en række udstillinger med videokunst i Italien. Og da videokunsten er meget sparsomt dokumenteret i Norden, besluttede jeg mig for at kigge på videokunsten i dette nordiske perspektiv,” forklarer hun.
Ud i det nordiske landskab
Mange af kunstnerne kendte hun i forvejen: Elina Brotherus (FIN), Lauri Astala (FIN), Eva Koch (DK), Petra Lindholm (FIN), Marianne Heske (N), Henrik Håkansson (S), Roi Vaara (FIN) – bare for at nævne nogle få. Lorella Scacco rejste siden til de nordiske lande for at indsamle materiale, studere tekster og snakke med en række kunstnere og kuratorer.
”En forskningsproces, der var svær for mig, fordi der er skrevet meget lidt og sjældent på engelsk. Så jeg har interviewet en hel del kunstnere for at indfange tilstrækkelig information fra feltet, samtidig med at fx. Kunstrådet i Danmark, CIA (Centre for Icelandic Art) i Island, Frame (Finnish Fund for Art Exchange) i Finland, IASPIS i Sverige og OCA (Office for Contemporary Art) i Norge har hjulpet til ved at henvise til nogle kunstnere, der kunne være relevante i den her kontekst. Sådan startede det.”
Og resultatet er en bog der tegner tendenser og kunstneriske strategier siden 60’ernes spæde begyndelse til nutidens stærkt profilerede kunstnere og praksisser.
Et intimt rum af høj kvalitet
Det her er således også historien om et medie i kunsten, der får mere og mere plads gennem de sidste 20 år og i dag er et af de stærkest profilerede kunstmedier. Bogen er ikke et udtryk for et stringent forhold til videomemdiet, men favner kunstnere, der også bruger videoen som et vigtigt element i deres performances, installationer og så videre. Et kompendium over de sidste to generationer i videokunsten i Norden: 90’er og 00’er-generationen.
Helt fra starten af havde hun to ret stærke indtryk af den nordiske videokunst:
”Først: den høje kvalitet. Professionalismen som omgærder værkerne og processerne. Både metoden, teknikken og konceptet. Hele seriøsiteten i tilgangen til videokunsten. Improvisation fylder for eksempel ikke så meget, imens værkerne ofte udtrykker stærke analytiske elementer.”
”For det andet: en følelse af et intimt rum. Dette er ret generelt for de nordiske kunstnere. Det er forbundet til hverdagslivet og den nordiske kultur i mine øjne.”
Dette intime rum vender vi tilbage til.
International selvpromovering
Noget helt tredje, Scacco noterede sig, var, at efter 90’erne, hvor den nordiske kunstscene åbnede sig op for en markant internationalisering, så er den nordiske kunstscene i dag meget globalt orienteret, dog samtidig med at hvert land fokuserer mere og mere på promoveringen af sig selv.
”Jeg ved ikke om det handler om markedsføring eller om den nationale kulturpolitik i landene, men ihvertfald er det første gang i år, at der ikke længere vil være en fællesnordisk præsentation i Den Nordiske Pavillon under Venedig Biennalen, 2011,” konstaterer hun.
At være åben for verden
Og i følge Scacco har der hele tiden været forskel i forholdet til omverdenen og EU for eksempel. Sverige har været langt mere internationalt orienteret tidligt og været åben for udenlandske påvirkninger, hvor Danmark på kulturpolitisk plan har ageret langt mere protektionistisk i forhold til udlandet.
”Sverige og til dels Finland var i det hele taget mere ambitiøse i forhold til de andre nordiske lande. Og internationalt set var de to scener stærkt profileret tidligt. Danmarks kunstscene har bestemt kvaliteten, men har ikke investeret nok. Danmark har en speciel rolle, fordi landet er placeret ’i midten’ af Europa og er påvirket både af kunstneriske strømninger fra Holland og Fluxus-bevægelsen fra Centraleuropa, og kunstnerne har grebet disse strømninger med stor entusiasme. Men det er en rolle, som Danmark kunne have dyrket og profileret endnu bedre,” pointerer hun.
Et andet element, som man i Scaccos øjne skal være sig bevidst, er, at mange af den nye generations videokunstnere kommer fra andre lande og kulturer end den nordiske. Og det vil kun blive en endnu tydeligere realitet i fremtiden. I fremtiden hedder kunstnerne altså ikke bare Andersson og Rasmussen. Derfor var det også vigtigt for hende at lave den her bog nu.
To generationer
Hvis man skal betragte de to generationer af videokunstnere i Norden, så er der flere elementer, der træder frem i følge Scacco:
”Hos Eva Koch (DK) er der tydelige refleksioner omkring hvad der kulturelt er uden for og inden for. I undersøgelser af emigranten for eksempel. Og hos Lilibeth Cuenca Rasmussen (DK/RP) bliver disse spørgsmål mere politiske, men på en legende måde. Den nye generation er generelt mere bevidst om de politiske og sociale udfordringer i samfundet.”
Men den sidste generation er også meget mere cinematografisk og har udviklet billedsproget betydeligt:
”Peter Land (DK) og Jesper Just (DK) arbejder begge med identitet. Men hvor Land er meget instinktiv og improviserende er Just super struktureret, raffineret og gennemarbejdet. Det er også meget sigende for de to generationer. En generation, der fandt sig selv i videomediet og så en generation, der er langt mere bevidst om mediets muligheder.”
Den nordiske kulturarv
Lys, melankoli og menneskets møde med landskabet er nogle typiske temaer, der har været italesat omkring det nordiske, men det har ikke været dét, der sprang kunsthistorikeren i øjnene. Det er termer knyttet til romantikken, og en idealisme hun ikke genfinder i den nordiske videokunst.
”Det er snarere en intimitet, der bunder i en nordisk kultur, der i kraft af den socialdemokratiske tradition har et fokus på hverdagslivet, identitet og menneskelige vilkår, som for eksempel i feminismen. Den interesse i det sociale hverdagsliv, tror jeg kommer fra den socialdemokratiske arv i Norden og de politiske idéer om kollektivisme, som også blev italesat i Fluxus-kunsten i de nordiske lande,” forklarer hun og fortsætter:
”Der er tale om en særlig deskriptiv og indadskuende tilgang med fokus på det simple liv, som genfindes i samtids-videokunsten og refleksionerne omkring identitet og hverdagsliv. Det er en ’introspektiv’ tilgang, hvis jeg skulle give det et begreb.”
Lorella Scacco formulerer det i bogen således (s. 97):
”De modeller, som samtiden udstikker, er ikke bare mange, de er også meget modtagelige for påvirkninger fra moden og derfor meget kortlivede. Resultatet er et sårbart og flygtigt ’selv’, der er mindre funderet og mere åbent over for invasion udefra og psykoser. På samme tid er der en tæt forbindelse mellem tid og følesesmæssig tilstand. For eksempel, imens hverdagslivet er det der gør individer istand til at skabe kontinuitet og definere deres identitet, så påvirker den psykiske tilstand erindringens omfang og kvalitet. Der er mange nordiske kunstnere, der gengiver hverdagens mentale tilstande, erindringer og behandler de kulturelle identitets-stereotyper i en understregning af sensitiviteten og dybden i deres følelsesladede undersøgelser.”
En nordisk introspektion
Salla Tykkä (FIN) har helt fra starten også været et eksempel for Scacco på dette arbejde med selvet:
”Den intime atmosfære i hendes arbejde har været meget tydelig for mig, selvom jeg udmærket ved, at der ikke er nogen kunstner, der er helt igennem nordisk. Hendes karakterer og historier er opdigtede men inspireret af et personligt, introspektivt arbejde. Det samme gælder kunstnere som Siri Hermansen (N) og Bodil Furu (N). Det er ikke bare analytiske dokumentarer, men værker der med en intim atmosfære dykker ned i det sociale og personlige liv.”
Den amerikanske kunsthistoriker Whitney Chadwick indskriver endda denne introspektion og ’hverdagspsykologi’ i en lang tradition i en analyse af Eija-Liisa Athilas (FIN) værker gengivet i Northwave:
”Athila tager også del i en introspektiv tradition blandt tidligere nordiske kunstnere fra Edward Munch og August Strindberg til Ingmar Bergman. En tradition, der ofte placerer sig i centrum for italesættelser af sårbarheden og manglen på sammenhæng i den psykologiske bevidsthed og temaer som subjektivitet, seksualitet og død,” skriver Chadwick.
Førnævnte Jesper Just betragter netop selvet og svaghederne i mennesket, mener Scacco.
”I filmtrilogien, A Voyage in Dwelling, A Room of One’s Own og A Question of Silence (2008), er plottet sammenholdt i den kvindelige hovedrolle, der tager ud på en rejse i underbevidstheden, der kulminerer i et øjebliks selv-erkendelse. I den fortælling er han langt mere ’nordisk’ end amerikansk i mine øjne,” påpeger hun.
Den nordiske intimitet
Elina Brotherus (FIN) er en af dem Lorella Scacco samarbejdede med helt fra starten af:
”Hun arbejder typisk med selvportrættet og hendes private liv. Johanna Billing (S), Marit Følstad (N) og Petra Lindholm (FIN) er ligeledes fokuseret på hverdagslivet, både deres eget og andres. Jonas Dahlberg (S) er også et eksempel på en kunstner, der undersøger grænserne mellem erfaring og observering, det offentlige og det private rum, sandhed og forestilling og derigennem dyrker et intimt rum,” siger hun og uddyber:
”Det er en intimitet, der illustreres i kunstnernes behandling af temaer som erindring, følelser knyttet til identiteten og kroppen. Mange kuratorer og kritikere har svært ved idéen om noget specifikt nordisk. Jeg tror, det handler om, at jeg betragter scenen udefra, og derfra har jeg måske en tydeligere oplevelse af en særlig nordisk tilgang. Men bogen er bygget på min kunstoplevelse, min perception af en kunstscene.”
Og sådan fik et kunsthistorisk blik udefra måske ny relevans.
Lorella Scacco: Northwave – A Survey of Video Art in Nordic Countries, biblioteca d´arte contemporanea, 2009.
256 s., 28 €.
Kan købes her:
http://english.silvanaeditoriale.it/catalogo/prodotto.asp?id=2643
Behandlede kunstnere:
Eija-Liisa Ahtila (FIN), Lauri Astala (FIN), Lene Berg (N), Johanna Billing (S), Elina Brotherus (FIN), Lilibeth Cuenca Rasmussen (DK/RP), Morten Dysgaard (DK), Maria Friberg (S), Siri Hermansen (CH/N), Marianne Heske (N), Laura Horelli (FIN), Henrik Håkansson (S), Jesper Just (DK), Eva Koch (DK), Ragnar Kjartansson (IS), Peter Land (DK), Annika Larsson (S), Petra Lindholm (FIN), Liisa Lounila (FIN), Mika Taanila (FIN), The Icelandic Love Corporation (FIN), Salla Tykkä (FIN), Roi Vaara (FIN), Steina Vasulka (FIN), Gitte Villesen (DK), Magnus Wallin (S), Knut Åsdam (N)
Derudover introduceres følgende kunstnere i bogen:
S: Tobias Anderson, Tobias Bernstrup, Jonas Dahlberg, Lars Siltberg, Ann-Sofi Sidén, Lisa Jeannin, Cecilia Lundqvist,
N: Bodil Furu, Marit Følstad, Crispin Gurholt, Torbjørn Rødland, Lotte Konow Lund, Ane Lan, Crispin Gurholt,
FIN: Veli Granö, Terike Haapoja, Santeri Tuori, Jani Ruscica, Aurora Reinhard, Anu Pennanen,
DK: Rikke Benborg, Jacob Tækker, Jeanette Ehlers, Jeanette Land Schou, Henrik Lund Jørgensen
IS: Egill Sæbjörnsson, Sigurdur Gudjónsson
Bilder (uppifrån och ned): Elina Brotherus, Peter Land, Petra Lindholm, Sally Tykkä, Johanna Billing
Matthias Hvass Borello (text), respektive konstnär (foto)
