Publicerad 23 mars 2011 Av I Konstkommentarer Med 7974 Visningar

I skyggen af “det nordiske”

2“Det nordiske” giver ingen mening som kategori i kunsten. Men som afsæt for en kritik af “det skandinaviske socialdemokratiske mirakel” får det ny relevans, mener kunsthistoriker og kurator Tone Olaf Nielsen.

Man kan få den idé at “det nordiske” er et positivt begreb, der dækker over et kunstnerisk fællesskab med en lang gensidig historie og synlige relationer mellem kunstneres praksis i det høje nord. Men “det nordiske mirakel”, som Hans-Ulrich Obrist udråbte i 1998, er for Tone Olaf Nielsen snarere et udtryk for en kommerciel og ideologisk konstruktion, der i realiteten er præget af centralisering og eksklusion. “Det nordiske” i kunsten er i følge hende blevet brugt i en international profilering af primært de skandinaviske kunstscener, imens områder som Færøerne, Grønland, Island og Sápmi har levet et liv på skyggesiden. Tone Olaf Nielsen har som en af de få kuratorer og som en del af Kuratorisk Aktion (med Frederikke Hansen) netop opereret gentagende gange i skyggen af “det nordiske”. Minority Report (2004), Rethinking Nordic Colonialism (2006) og TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1986-2006 (2010) var alle markante forsøg på at vende et kritisk blik mod vor kollektive fortid og nutid og “det nordiske” som konstruktion.

Det skandinaviske mirakel
“Det nordiske” er efter min mening en uhyre problematisk kategori, der næres af og reproducerer myten om det såkaldte “skandinaviske socialdemokratiske mirakel”, siger Tone Olaf Nielsen og uddyber:

− Hvis man overhovedet skal tale om en nordisk bevidsthed i den kritiske aktionsbårne kunst i Norden netop nu, så udmønter den sig som en stigende interesse i at kradse i det skandinaviske socialdemokratiske mirakels overflade og klargøre, hvilke realiteter vi er blinde for, hvilke uligheder og undertrykkelsesmekanismer der fortsat trives, og som står i diametral modsætning til de værdibegreber, som Norden så flittigt forsøger at eksportere til det øvrige EU og verden generelt. Hvis vi bruger “det nordiske” til dét, så vil det være relevant og aktuelt, fordi vi stadig lever med ideen om dette nordiske “mirakel”.

Dansk samtidskunst?
Tone Olaf Nielsen trådte sine første skridt som kunsthistoriker med de sene 80’er og tidlige 90’er generationer. En periode, hvor man forsøger at skabe en platform og en synlighed omkring samtidskunst i Danmark. Begrebet findes nærmest ikke på dette tidspunkt, og der er ingen institutioner, som varetager samtidskunsten. Det er kunstnerdrevne initiativer som Værkstedet Værst, udstillingen Kniven på hovedet og senere; Baghuset, Saga Basement, Nørre Farimagsgade 55 og Galleri Nicolai Wallner der begynder at skabe rammer for og synlighed omkring “samtidskunst” i Danmark, og langsomt blev det tydeligt at samtidskunsten kan noget, skal have en plads og opmærksomhed.

− Samme udvikling sker parallelt i Sverige, Norge og Finland, og minder i høj grad om de kunstnerdrevne tiltag, som nærmest eksploderer i London og andre engelske storbyer fra midten af firserne. Fra midten af 90’erne begynder man derfor også at se netværk mellem de skandinaviske lande, som skaber udveksling, synlighed og en masse energi på kunstscenen. Det fortsætter resten af 90erne, hvor især den skandinaviske version af den relationelle æstetik får stor international opmærksomhed. Men igen er der udelukkende tale om en skandinavisk profilering, som aldrig inkluderer alle de nordiske kunstscener, forklarer Tone Olaf Nielsen.

9Den nordiske søgen
I forlængelse af denne udvikling begynder et stigende antal kritikere og kuratorer, primært udefra, at italesætte “det nordiske” med tematiske udstillinger om fx. nordisk lys, socialt design og nyfortolkninger af landskabsgenren. Men igen er der sjældent nogle kunstnere med fra Færøerne, Grønland, Island eller Sápmi.

− Disse områder figurerer slet ikke i den internationale kunstverdens optik på det tidspunkt og forstås snarere som minoritetsscener, der kun trækkes på banen, når blikket vendes mod det “oprindelige” og “eksotiske” nord. Pia Arke er jo fx. et glimrende eksempel på en grønlandsk-dansk kunstner, der rammes af denne eksotificering og kun optræder hos yderst få kritikere i den periode. Og det til trods for at hun også på den tid er en altafgørende postkolonial kunstudøver. Jeg var selv præget af denne begrænsede optik og udviklede ikke en forståelse for Arkes praksis før 2003.

Med SIKSI – The Nordic Art Review blev de forskellige nationale scener repræsenteret under samme nordiske hat.

− Men en egentlig transnational undersøgelse af “det nordiske” som konstruktion, som noget der enten adskiller os, binder os sammen eller afgrænser os fra resten af verden, har jeg ikke set udfolde sig, hverken i SIKSI eller i NIFCA (Nordic Institute for Contemporary Art), understreger kuratoren.

Kunst med ansvar og konsekvens
Tone Olaf Nielsen studerede i Los Angeles og New York fra 1997-2002, imens Frederikke Hansen boede og arbejdede i Berlin og Zürich fra 1997-2008. I henholdsvis Tyskland og USA stiftede de hver især kendskab med feministiske-queer scener og anti-kapitalistiske miljøer, hvor der blev bygget bro mellem kunstnerisk praksis og aktivisme i en grad, som de ikke kunne finde herhjemme, og som gav nye værktøjer til at udfordre regionens køns-, klasse-, etnicitets- og seksualitetskategorier.

− At befinde i hjertet af den globaliserede kapitalisme, USA, og på egen krop opleve så skelsættende begivenheder som WTO-demonstrationen i Seattle i 1999, 9/11 og de efterfølgende invasioner af Afghanistan og Irak gjorde det for mig helt umuligt ikke at tage stilling og forholde mig kuratorisk til de politiske realiteter og konsekvenser af Vestens globaliseringsmodel. Den udvikling, jeg gennemlevede i USA, resulterede i, at jeg ville gøre kunsten og kurateringen socialt ansvarlig og konsekvent, og det så jeg masser af eksempler på i USA.

Arven fra kolonialiseringen
Minority Report: En udfordring af intolerancen i dagens Danmark, som Tone Olaf Nielsen co-kuraterede med Trine Rytter Andersen, Anja Raithel og Kirsten Dufour i 2004 introducerede en ny transnational, tværfaglig og debatterende udstillingsform, hvor kulturproducenter og -analytikere fra hele verden blev inviteret til at analysere en national sociopolitisk problematik, der udfordrede myterne om det nordiske.

− Minority Report var i den grad en reaktion på at komme hjem fra USA til et højredrejet og fremmedfjendsk Danmark, som nu kunne bryste sig af at have en af EUs strammeste immigrations- og asyllovgivninger, og hvor fremmedfjendske ytringer tolereredes under påskud af at ske i flertallets navn. Med projektet ville vi undersøge, hvad der havde banet vejen for Danmarks stigende nationalisme og intolerance, og hvilke historiske, sociale, politiske og ideologiske forhold der havde gjort denne udvikling mulig? En af projektets mange konklusioner var, at arven fra vores kolonihistorie fortsat spøgte; en anden var, at den danske socialdemokratiske model synes ude af stand til at håndtere forskel og migration.

5NIFCA – en ny historie?
Men det var NIFCA, der blev den egentlige nordiske ramme, hvor Kuratorisk Aktion (Tone Olaf Nielsen og Frederikke Hansen) kunne italesætte lignende problematikker og praksisser, da de blev ansat i 2005.

− Her blev grundlaget skabt for Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts, som tog udgangspunkt i spørgsmålene: Hvad motiverede og kendetegnede den nordiske kolonialisme inden for regionen, og hvorfor har vi glemt den? Hvad betyder denne forglemmelse for den måde, vi forholder os til de tidligere kolonier, hjemmestyreområderne i dag? Og er der en forbindelse mellem den stigende nationalisme og fremmedangst i regionen i dag og denne fortrængte kolonihistorie?

Imens viste det sig at NIFCA havde anvendt størstedelen af de kuratoriske midler til at producere store internationale projekter i de skandinaviske og senere baltiske hovedstæder, mens meget få midler var blevet brugt til at bringe internationale projekter til Grønland, Færøerne, Island og Sápmi.

− Det opfattede vi som et ubevidst levn fra kolonitiden. Da vi så nærmere på NIFCAs struktur og organisation, fandt vi også dér rester af den koloniale arv. Blandt andet havde hjemmestyre-områderne ikke stemmeret i bestyrelsen; de kunne bi-sidde og vejlede men ikke stemme. Det var kun de suveræne nordiske nationalstater, som var beslutningsdygtige. Derfor blev det alfa-omega for Kuratorisk Aktion, at Rethinking Nordic Colonialism netop skulle udfolde sig i de under-repræsenterede og stadigt kolonialiserede territorier i Norden.

Det nordiske i det globale
Til trods for sin problematiske struktur og organisation spillede NIFCA i Tone Olaf Nielsens øjne dog en meget vigtig rolle i regionen, fordi institutionen skabte en tiltrængt platform for den kritiske og socialt engagerede samtidskunst. Særligt under Søren Friis’ og Cecilia Gelins lederskab og takket være internationale kuratorer som Cristina Ricupero, Nina Möntmann, Rebecca Gordon Nesbitt, Marita Muukkonen og Simon Sheikh, der var tilknyttet NIFCA fra begyndelsen af 00’erne og frem, blev der skabt en lang række vigtige projekter, der undersøgte temaer som “repræsentation”, “kuratering”, “identitet”,  “diversitet”, “fundamentalisme” og “kapital” i globaliseringens tidsalder.

− Det kan ærge mig, at man ikke fik slået en klo i NIFCAs arkiv og arv, da daværende Kulturminister, Brian Mikkelsen, iværksatte en omfattende omstrukturering af Nordisk Ministerråds kunst- og kulturorganer og nedlagde institutionen. Man kunne have dannet en gruppe, som Marita Muukkonen foreslog, der overtog navnet, arven og arkivet og kørte institutionen videre som et selvorganiseret projekt. For med NIFCA blev der skabt et vigtigt rum for undersøgelsen af transpolitiske og -kulturelle dagsordener, som indskrev det nordiske i det globale.

FaktaTone Olaf Nielsen (f. 1967 i København) bor og arbejder i København.
Cand.Phil. i Kunsthistorie fra Københavns Universitet (1994) og Master of Arts in Critical and Curatorial Studies fra UCLA (2002). Hun har fungeret som uafhængig kurator og underviser siden 1996.

  • Democracy When!? Activist Strategizing in Los Angeles (Los Angeles Contemporary Exhibitions, 2002)
  • Minority Report: En udfordring af intolerancen i dagens Danmark (forskellige lokaliteter Århus og omegn, 2004, sammen med Trine Rytter Andersen, Anja Raithel og Kirsten Dufour).

Kunstner-kuratorgruppen Goll & Nielsen (med kunstner Morten Goll) siden 1998:

  • Niagara Falls Artist Host Program (Mercer Union, A Centre for Contemporary Art, Toronto 2004)
  • Asyl Dialog Tanken (Asylcentrene Kongelunden og Sandholm, Danmark 2009, sammen med Joachim Hamou)
  • Trampolinhuset (et permanent brugerstyret kulturhus for asylsøgere og danskere, der arbejder for en retfærdig og human flygtninge- og asylpolitik i Danmark (siden 2010).

Kuratorkollektivet Kuratorisk Aktion (med kurator Frederikke Hansen):

  • Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts (forskellige lokaliteter i Reykjavik, Nuuk, Tórshavn og Rovaniemi, 2006)
  • The Road to Mental Decolonization (Samisk Kunstfestival 2008, Tromsø Kunstforening, 2008)
  • Metropolens fortrængninger (SUM – magasin for samtidskunst, #4, 2009)
  • TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006 (Den Frie Udstillingsbygning og Nationalmuseet, København; Katuaq og Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Nuuk; og BildMuseet, Umeå, 2010)
  • Troubling Ireland: A Cross-Borders Think Tank for Artists and Curators Engaged in Social Change (forskellige lokaliteter i Irland og Nordirland, 2010-11).

Websites:
www.kuratorisk-aktion.org
www.artleak.org/democracywhen
www.minority-report.dk
www.rethinking-nordic-colonialism.org

www.trampolinehouse.dk.

Matthias Hvass Borello (text)
Bilder (uppifrån och ned): Tone Olaf Nielsen under åbningen af TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006 i Katauq – Grønlands kulturhus, Nuuk, d. 5. marts 2010 (Foto: Iben Mondrup); Installation view af TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006, som den blev installeret i Grønlands Nationalmuseum & Arkiv i Nuuk 2010 (Foto: Leiff Josefsen); Installation view fra første akt af Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts i Reykjavik, Island: Inuk Silis Høegh & Asmund Havsteen-Mikkelsens “Melting Barricades” fra 2004-2006 (Foto: Bjargey Ólafsdóttir)

Redaktionen står som författare av osignerat material och av texter som inte författats av en av Konsten.net:s ordinarie skribenter.

Lämna ett svar

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Denna webbplats använder Akismet för att minska skräppost. Lär dig hur din kommentardata bearbetas.